Marie Bloch Hansen

 Som formand tilbringer Marie Bloch Hansen mange timer på byggepladskontoret, hvor hendes funktion er at være koordinator.  Foto: Klaus Sivebæk

Som formand tilbringer Marie Bloch Hansen mange timer på byggepladskontoret, hvor hendes funktion er at være koordinator. Foto: Klaus Sivebæk

Maries vilje fik hende gennem en uddannelse

Som 14-årig blev Marie Bloch Hansen kørt ned og blev så slemt tilredt, at hun fik at vide, at hun aldrig ville komme til at arbejde. Men Marie ville det anderledes. Hun uddannede sig til anlægsstruktør og er i dag formand i et entreprenørfirma.

Marie Bloch Hansen har mødt flere bump på vejen, fra hun var teenager på Nordfyn og frem til i dag, hvor hun arbejder som formand i entreprenørfirmaet CG Jensen i Glostrup. Viljestyrken har heldigvis aldrig fejlet noget hos Marie, og det er da også den, der har fået hende igennem de forskellige udfordringer, der har mødt hende i årenes løb.

- Jeg blev kørt ned, da jeg var 14 år og fik smadret hele den ene side af min krop, hvilket plantede mig i en kørestol i halvandet år, og derefter måtte jeg bruge krykker og gangstativ. Det tog mig næsten to et halvt år at komme på benene igen, fortæller Marie Bloch Hansen, der er 33 år.

Efter ulykken fik Marie at vide, at hun aldrig ville blive i stand til at have et arbejde. Men Marie havde og har en viljestyrke, som gjorde, at hun aldrig lod sig førtidspensionere.

- Jeg tror et eller andet sted, at når nogen siger, at jeg ikke kan noget, så har min viljestyrke fået mig igennem en uddannelse som både det ene og det andet. Det har selvfølgelig været en kamp. Derfor tror jeg på, at hvis man vil, så kan man. Der er rigtig mange unge piger, der er langt friskere, end jeg er, så hvis jeg kan, så kan de nok også godt.

Efter 10. klasse gik Marie Bloch Hansen i gang med htx, men hun fik aldrig sin eksamen. I stedet valgte hun i nogle år at arbejde som ufaglært i faderens murerfirma, inden hun blev ansat som voksenlærling som anlægsstruktør i entreprenørfirmaet MT Højgaard i Søborg. I firmaet var der ud over Marie en enkelt kvinde i et betonsjak og et par kvindelige kranførere.

- Der er langt imellem de kvinder, som er ude på byggepladsen indenfor mit fag. Anlægsstruktørarbejdet er hårdt for kroppen. Du håndterer jo nogle maskiner, som er store og kraftige, men det er ikke et umuligt arbejde for en kvinde, siger Marie Bloch Hansen, der også fik en uddannelse som kloakmester, mens hun var i MT Højgaard.

Da Marie på et tidspunkt fik konstateret en hjertefejl, valgte hun at sige sit job op, men en dag i 2016 tilbød MT Højgaard, at hun kunne vende tilbage i en funktion som formand. Dermed ville Marie slippe for det hårde arbejde på byggepladserne. I dag er hun formand i entreprenørfirmaet CG Jensen.

- Jeg er rigtig glad for at være formand og har egentlig ikke andre planer end at fortsætte med det. Jeg vil gerne læse noget jura, for det er noget, vi bruger meget i vores byggeri efterhånden. Nu må vi se, hvad fremtiden bringer. Jeg ved bare, at jeg føler mig rigtig godt tilpas der, hvor jeg er nu, siger Marie Bloch Hansen.

Som formand opholder Marie Bloch Hansen sig på byggepladsen fra starten på byggeriet og frem til afleveringen. Afhængig af opgavens omfang kan hun godt have mere end en byggeplads at holde styr på.

- Mit arbejde handler meget om at kigge vores tegninger igennem og læse nogle beskrivelser af byggeriet. På det aktuelle projekt i Brøndby har jeg nogle byggepladsassistenter, en civilingeniør, en diplomingeniør og en projektchef, som tager sig af den overordnede økonomi. Jeg er mellemledet, som videreformidler til vores folk og hjælper dem med at tyde beskrivelser og tegninger. Jeg følger opgaverne til dørs og arbejder meget med tidsplaner, udarbejder tilbud på ekstra arbejde, og så går der også tid med mails mellem rådgiver og bygherre, forklarer Marie

Stor værdi med kvinder 

Marie Bloch Hansen er en af de kvinder, der stiller sig til rådighed som ambassadør for Boss Ladies-projektet. Hun er klar til at tage ud på eksempelvis folkeskolerne og fortælle pigerne om de mange muligheder, der er inden for byggebranchen. Og hun er overbevist om, at Boss Ladies nok skal blive en stor succes.

- Hvis man kan sætte en trend hos firmaerne, at der faktisk er prestige i at have nogle kvinder ansat, tror jeg, at lige så snart de har fået dem indenfor døren, så finder de ud af, hvor stor en værdi, det egentlig har. Jeg tror, at de der tøser nok skal tage røven på dem. Jeg tror, det kommer til at eskalere. Når det første firma er gået foran og har vist, at det her vil vi gerne, vi vil gerne være en del af der her kampagne, så vil de andre også gerne. Men der er jo nogle fordomme i branchen, som hedder, at håndværk det er kun for mænd. Men lad os se, om ikke vi kan få lavet om på det, lyder det fra Marie Bloch Hansen.

- Vi møder alle udfordringer, uanset hvilken stilling vi gerne vil have. Der kommer også nogle udfordringer i denne branche, men hvis man til gengæld viser, at man godt kan noget, så får man altså også en gensidig respekt og en ”familie” i det sjak, som man nu kommer ind i, som passer på en og som rigtig gerne vil lære fra sig. Selv den dag i dag støtter jeg mig til nogle ældre medarbejdere, jeg har, som har prøvet nogle ting, som jeg ikke har prøvet. Jeg lærer jo også samtidig med, at jeg måske har noget ny teori, som jeg kan lære dem. Så der er enorm opbakning.

- De kvinder, som gerne vil være håndværkere, de vil det også. De er gjort af noget bestemt. Det er ikke prinsessearbejde, siger Marie.

- Det sværeste er at vække interessen omkring et håndværksfag, som ikke er så kendt. Jeg tror ikke, der er ret mange piger, der tænker over, at de godt kunne tænke sig at komme ud og lave belægninger og sådan nogle ting. Det lyder som rigtig hårdt arbejde, og det er det også. Men med de hjælpemidler, vi har i dag, er det ikke så meget hårdere end at være bager for eksempel.

- Man skal jo ville at tage udfordringen op, og man skal turde at tage den med, at der er fordomme, når man træder ind i et skur første gang. At man måske ikke kan, men så må man jo bare bevise, at man godt kan, hvis man har viljen, mener Marie.

Nej tak til eget skur

Da Marie Bloch Hansen begyndte som voksenlærling i MT Højgaard, blev hun tilbudt at få sit eget skur, men det sagde hun nej tak til.

- Det er jo arbejdsgiverens pligt at sørge for, at en kvindelig håndværker har sine egne faciliteter. Jeg havde bare ikke lyst til at få det, fordi jeg ikke ønskede den forskelsbehandling, der lå i det. Jeg gik selvfølgelig ikke i bad sammen med de andre, og jeg stod heller ikke og skiftede tøj sammen med de andre, men hvis man gerne vil være en del af et sjak, må man ikke adskille sig fra de andre på den måde. For når du gør det, så adskiller du dig også fra det team og det sammenhold, der er i pauserne, hvis du bare sidder for dig selv. Så for ikke at gøre mig selv for sær sad jeg sammen med de andre, og der går som regel ikke mere end en times tid, så er man jo bare en af drengene. Så begynder hyggen, og så begynder respekten. Der er ikke nogen grund til at gøre sig selv mere underlig, end det er for mændene at arbejde sammen med en kvinde for første gang, siger Marie Bloch Hansen.


Navn: Marie Bloch Hansen

Født: 1986

Fødested: Middelfart

Opvokset i Ore på Fyn

Skolegang: Folkeskole i Bogense, siden Brenderup Realskole

Begyndte på htx, som ikke blev færdiggjort. Arbejdede i stedet som ufaglært i faderens murermesterfirma

Senere i voksenlære som anlægsstruktør hos MT Højgaard, Søborg. Efter endt læretid sjakbajs og uddannet kloakmester i samme firma. Opsagde sit job på grund af en konstateret hjertefejl.

2016: Vendte tilbage til MT Højgaard som formand. Arbejder i dag som formand i entreprenørfirmaet CG Jensen, Glostrup


Info

Anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger

Anlægs- og bygningsstruktøren lærer at bygge veje, bygninger og broer. Brolæggeren lærer at lægge fliser og brosten på fortov, i gågader, på pladser m.v.

En vigtig del af arbejdet er at vide, hvilke materialer du skal anvende. Du arbejder meget i beton og granit. Arbejdet er fysisk krævende.

Du lærer at udføre et arbejde, som både er sikkert og holdbart for vind og vejr. Du kan arbejde som ansat hos kommunen eller private byggefirmaer.

Kilde: Uddannelsesguiden, Undervisningsministeriet


Nina Groes