Boss Ladies FGU Ambassadørbesøg

Mange unge oplever tvivl og bekymring i forbindelse med uddannelsesvalg og fremtidsdrømme. For nogle bliver tvivlen og bekymringerne særligt store, fordi de har svært ved at se, hvad de er gode til, og hvordan deres kompetencer kan passe ind i et job eller en uddannelse.

Boss Ladies-besøget er derfor designet til at imødekomme elevernes tvivl og overvejelser om fremtiden, og består af en kombination af øvelser, fortællinger og ikke mindst et oplæg af en Boss Ladies FGU-ambassadør. Omdrejningspunktet er drømme, forventninger og fordomme om køn, job og uddannelse.

Rollemodeller gør indtryk
Særligt mødet med en Boss Ladies FGU-ambassadør gør stort indtryk på eleverne. Ambassadøren fortæller om alt det fede ved sit arbejde eller uddannelse, og deler ærligt ud om de udfordringer og bump, der har været på vejen dertil. Samtidig giver ambassadøren sine bedste råd videre, hvilket styrker elevernes motivation til at finde lige netop det, der gør dem glade.

Ambassadørens fortælling giver også et stærkt indblik i, hvordan det er at begå sig i et fag, som kan opfattes kontroversielt ift. ens køn. Mens fordomme omkring køn og uddannelse er en vigtig del af oplægget, så appellerer fortællingen i sin helhed til turde tro på sig selv, mærke efter og vælge med hjertet. Oplægget og ambassadørfortællingen er derfor relevant for alle FGU-elever uanset køn.

Gruppeøvelse skaber refleksion
Besøgets øvelser er skræddersyet til at skabe dialog om personlige og faglige kompetencer, jobfunktioner og værdier i arbejdslivet. I elevernes samtaler bliver det tydeligt, at det at være fysisk aktiv ikke blot er forbeholdt tømreren, men også gør sig gældende for den pædagogiske assistent, frisøren og salgsassistenten. På samme måde kan det at være omsorgsfuld også sagtens sættes på tømreren. Øvelserne bidrager dermed til at oversætte interesser og kompetencer til mulige job- og uddannelsesveje og hjælper eleverne til at reflektere over deres egne kompetencer, interesser og ønsker for et godt arbejdsliv.

 

 

Interesseret i et Boss Ladies FGU Ambassadørbesøg? Så tag kontakt til Tommi Madsen og hør om mulighederne for at få besøg af Boss Ladies på din FGU-skole.

Kontakt projektkoordinator Tommi Madsen på: tommi@foreningendivers.dk / +45 21 69 72 67