Det kønsopdelte arbejdsmarked

Indhold Lærervejledning Øvelser og kapitler



Screenshot 2020-06-24 at 21.14.40.png
 

Lærervejledning til øvelse 1

Kapitel 1 om fordomme består af 2 øvelser og en kapiteltekst. I øvelserne skal eleverne arbejde med redegørelse og analyse samt reflektere over, hvilken betydning køn har for det sprog, vi bruger til at identificere folk. Øvelsen skal således gøre eleverne i stand til at få øje på og sætte ord på de fordomme, unge typisk har om håndværksfag og om håndværkere.

I første del af øvelsen skal eleverne helt konkret ud fra 4 billeder, af forskellige typer håndværk, beskrive dét som de forstår, som en typisk håndværker ved at udfylde en personkarakteristik. I anden del af øvelsen skal eleverne se om deres personkarakteristik passer på en mandlig såvel som en kvindelig håndværker, eller om der er markante forskelle.

Øvelsen er udviklet til anvendelse i det fysiske klasserum med udprintet øvelsesark og opsamling af læreren. Øvelsen kan dog også udføres digitalt. For vejledning til digital undervisning se nederst på denne side.

ØVELSESVEJLEDNING - FYSISK I KLASSEN

Øvelsen er estimeret til at vare cirka 1,5 lektion (60 min) med 10 minutters introduktion til øvelsen, 25 minutters gruppearbejde og 25 minutters opsamling plenum i klassen, hvor den afsluttende kapiteltekst kan inddrages til at skabe de nødvendige perspektiver.

  1. Inddel eleverne i grupper á to.

  2. Bed eleverne kigge grundigt på de 4 billeder af klassiske håndværk, og udvælge dét håndværk, de vil arbejde med.

  3. Eleverne skal nu forestille sig, at de er den håndværker, der udfører håndværket og med udgangspunkt i dette udfylde personkarakteristikken (øvelsesark 1A). Eleverne skal altså svare på spørgsmålene på arket, sådan som de tænker, at en typisk håndværker, der udfører dette erhverv, ville svare. Eleverne har i alt 10 minutter til at udfylde personkarakteristik. Eleverne skal tale sig frem til svarerne i grupperne, og du må som lærer gerne sørge for, at alle eleverne komme til orde. Har du på fornemmelsen, når du cirkulerer mellem grupperne, at der er nogle i gruppen, der dominerer, er der mulighed for til præsentationen af håndværkeren at spørge ind til om gruppen også har et alternativ til den valgte håndværker eller om der er andre i gruppen, der ville have valgt anderledes, hvis det stod til dem.

  4. Når eleverne er færdige med personkarakteristikken, viser du dem billederne af de 4 kvindelige håndværkere. Bed dem kigge grundigt på billederne og de erhverv, de kvindelige håndværkere udfører.

  5. Sammen i grupperne skal de nu vurdere, hvorvidt den personkarakteristik, de lavede før, også passer til de nye billeder af de kvindelige håndværkere.

    Eleverne skal sammenligne håndværkere fra samme erhverv. Har eleverne altså valgt billede 1 af en murer, at lave personkarakteristikken ud fra, skal de også sammenligne med billede 1 af den kvindelige murer. Eleverne har 15 minutter til at udfylde øvelsesark 1B, der indeholder følgende spørgsmål:

    • Hvilke karaktertræk matcher stadig, og hvorfor?

    • Hvilke karaktertræk matcher ikke længere, og hvorfor?

    • De karaktertræk i personkarakteristikken, der ikke matcher det nye billede,
      skal grupperne i fællesskab skrive om, så de passer.

Sørg for at give god plads til, at eleverne har forskellige holdninger til de kønnede forestillinger om, hvad en håndværker er og ikke er.

6. Når eleverne er færdige med deres omskrivning af personkarakteristikkerne, samles klassen til fælles opsamling.


OPSAMLING I KLASSEN:

7. På tavlen i klassen tegner du, som illustreret nedenfor, 3 bokse med overskrifterne:

  • Mand: her skal eleverne skrive de ord fra deres personkarakteristik, der kun passer på en mand.

  • Kvinde: her skriver eleverne de ord fra deres personkarakteristik, der kun passer på en kvinde.

  • Kønsneutral: her skriver eleverne de ord fra deres personkarakteristik, der passer på både en mand og en kvinde.

Ikoner til toolbox-SIDE 13.jpg

8. Eleverne skriver karaktertræk fra deres personkarakteristik i de bokse, de selv mener, de hører til i. Fælles snakker I om karaktertrækkenes placering ud fra følgende. Læs som baggrundsviden den afsluttende kapiteltekst til kapitel 1:

  • Hvorfor bliver nogle bestemte karaktertræk tillagt mænd/kvinder?

  • De karaktertræk vi tillægger hhv. mænd og kvinder, er de biologiske, kulturelle eller socialt bestemte? Altså er de bestemt af evner som hhv. mænd og kvinder har fra fødslen eller evner, de tillærer sig fordi samfundet forventer det?

  • Er der bestemte jobs, der passer bedre til mænd end til kvinder, og omvendt?

Formålet med den fælles opsamling er at udfordre elevernes syn på køn. Det er derfor vigtigt, at du nysgerrig og kritisk udfordrer elevernes syn på, hvad der er særligt rettet mod mænd og kvinder. Fremgangsmåden kan for nogle være problematisk, da udgangspunktet reproducerer et normativt og stereotypt syn på køn jf. ”hvad der kun passer på en mand/kvinde”. Men formålet er, at for at diskutere og udfordre rigide kategorier, er det nødvendigt først og fremmest at få dem italesat.

*Du kan evt. tage et billede af tavlen og boksene, når klassen er færdig med opsamlingen. Billedet kan bruges til senere evaluering.



ØVELSESVEJLEDNING - DIGITALT

Den digitale version af øvelsen er estimeret til at vare cirka 1 lektion (45 min) med 5 minutters orientering i øvelsesvejledningen og derefter først 10 og derefter 15 minutters gruppearbejde, samt 15 minutters læsning af den afsluttende kapiteltekst. Ved digital udfyldelse af øvelsen er det vigtigt, at eleverne har adgang til internet, så de kan klikke sig rundt på siderne, og til et skriveprogram, som de kan rette de øvelsesark, der undervejs skal tages i brug for at løse øvelserne.

  1. Inddel eleverne i grupper á 2 personer. De 2 elever skal kunne være i kontakt undervejs og skal derfor have hinandens mail, telefonnummer eller via en kommunikationsplatform som f.eks. Teams eller Zoom.

  2. Bed hver gruppe kigge grundigt på de 4 billeder og udvælge ét håndværk. De to gruppemedlemmer skal udføre øvelsen ud fra det samme billede, og altså blive enige om, hvilket håndværk de i gruppen vil arbejde ud fra.

  3. Hver elev skal nu forestille sig, hvordan en typisk håndværker, der udfører det udvalgte håndværk, er og med udgangspunkt i dette udfylde en personkarakteristik via øvelsesark 1A. Hver elev skal altså svare på spørgsmålene, sådan som de tænker, at en typisk håndværker ville svare. De har i alt 10 minutter til at udfylde denne personkarakteristik sideløbende. Hver af de to gruppemedlemmer laver altså personkarakteristikken hver for sig på samme tid, og aftaler at tales ved, når de er færdige med øvelsen. OBS: øvelsesarket er en pdf, som eleverne skal downloade og åbne, før den kan udfyldes og gemmes på computeren. De skal altså ikke skrive direkte i pdf’en - så kan deres tekst ikke gemmes til sidst.

  4. Når eleverne er færdige med personkarakteristikken gemmer de pdf’en med deres personkarakteristik på deres skrivebord, og trykker de sig videre til næste del af øvelsen nederst på siden. Her præsenteres eleverne nu for 4 billeder af kvindelige håndværkere.

  5. Sammen skal eleverne nu vurdere, hvorvidt deres personkarakteristik passer til de nye billeder. Ud fra øvelsesark 1B skal de svare på følgende:

    • Hvilke karaktertræk matcher stadig, og hvorfor?

    • Hvilke karaktertræk matcher ikke længere, og hvorfor?

    • De karaktertræk i personkarakteristikken, der ikke matcher det nye billede,
      skal grupperne i fællesskab skrive om, så de passer.

    Eleverne har 15 minutter til at udfylde refleksionsarket.

6. Når eleverne er færdige med deres omskrivning af personkarakteristikkerne og har nedskrevet svaret på ovenstående spørgsmålet i refleksionsarket. Læser de den afsluttende kapiteltekst.

OPSAMLING

7. Saml alle eleverne online til fælles opsamling. Del øvelsesark 1C på elevernes skærme. På øvelsesarket er der tegnet 3 bokse med overskrifterne:

  • Mand: her beder du eleverne bidrage med de ord fra deres personkarakteristik, de har snakket om kun passer på en mand.

  • Kvinde: her skriver du de ord fra elevernes personkarakteristik, som de er kommet frem til kun passer på en kvinde.

  • Kønsneutral: her skriver du de ord fra elevernes personkarakteristik, de er kommet frem til i grupperne passer på både en mand og en kvinde.

8. Fælles snakker I om karaktertrækkenes placering ud fra følgende. Tag udgangspunkt i de begreber, der bliver beskrevet i den afsluttende kapiteltekst, som eleverne har læst, inden de samles til opsamling:

  • Hvorfor bliver nogle bestemte karaktertræk tillagt mænd/kvinder?

  • De karaktertræk vi tillægger hhv. mænd og kvinder, er de biologiske, kulturelle eller socialt bestemte? Altså er de bestemt af, evner som hhv. mænd og kvinder har fra fødslen eller hvilke evner, de tillære sig fordi samfundet forventer det?

  • Er der bestemte jobs, der passer bedre til mænd end til kvinder, og omvendt?


Download øvelsesark

Screenshot 2020-05-20 at 09.31.23.png