Mød Kamilla


Kamilla laver striberne på Prins Joachims bil

Siden hun var lille har Kamilla drømt om at være skiltemaler, men hvad hun ikke vidste var, at hun skulle starte eget firma og blive prins Joachims foretrukne skiltemaler.

Da Kamilla var lille drømte hun om at blive helikopterpilot, men én oplevelse ændrede hendes drømme fuldstændig:

“Jeg var 7 år og med min far på arbejde på et auto-værksted, hvor han arbejdede som karroserismed med at reparere busser. Der arbejdede også denne her pige med langt rødt hår og en stor tatovering på armen, som gik og satte reklamer på busserne - og det ville jeg også prøve. Så 10 år efter startede jeg på uddannelsen og fik læreplads i hendes firma.”

Skilteteknikker-uddannelsen er et af de byggefag, sammen med malerfaget, der har allerflest kvindelige studerende. Derfor havde Kamilla ingen problemer med hverken at få en elevplads under sin uddannelse eller job, da hun var færdig med sin uddannelse og havde været på højskole.

Direktør i eget firma

Da Kamilla var blevet mor begyndte drømmen om at starte sit eget at tage fart, og med dedikation og hårdt arbejde fik hun sin egen virksomhed op at stå.

Kamillas firma K.E.Skilte laver alt fra at sætte striber på Prins Joachims racerbil til at designe logoer til firmaer. Faktisk kræver skilteteknikker-uddannelsen en kombination af teknik og kreativitet, og Kamilla er blevet mere stolt af netop at mestre denne kombination efterhånden som årerne er gået:

Jeg er faktisk med tiden blevet stolt af det at være håndværker. Når folk spørger, hvad jeg laver, er mit svar altid: ”jeg er bare skiltemaler”, eller ”jeg er bare håndværker”. Men jeg er jo ikke “bare” noget. Jeg er noget særligt netop på grund af det, mine hænder kan”.

 
På dette billede har Kamilla malet striberne på Prins Joachims Cortina Racer. Foto: Privat

På dette billede har Kamilla malet striberne på Prins Joachims Cortina Racer. Foto: Privat

 

Selvom titlen som leverandør af skilte til Prins Joachims veteranbil i den grad var en opgave, der gjorde Kamilla stolt, er det dog en anden bestilling, Kamilla vil fremhæve, som sit stolteste øjeblik:

“For nogle år side bad min ven mig designe et logo til ham og hans datter på 5 år, som havde fået konstateret kræft, og som ville deltage i et racerløb til fordel for jeg Børnecancer-fonden. Det er én af de opgaver, hvor man godt kan få en lille klump i halsen.”

 
Kamilla.jpg

Navn: Kamilla Ejby Ejlersen

Alder: 39 år

Bor i: Århus

Uddannelse: Skilteteknikker

Job: Skiltemaler i sit eget firma: K.E. Skilte Aps

Elsker at: Være kreativ og lege med sine unger.


 
 
Nina Groes