Mød Marie


Maries vilje fik hende gennem en uddannelse

Som 14-årig blev Marie Lund kørt ned og kom så slemt tilskade, at hun måtte regne med aldrig at komme til at arbejde. Men Marie ville det anderledes. Hun tog uddannelsen som anlægsstruktør og er i dag den første kvindelige formand i et af Danmarks største entreprenørfirmaer.

Marie Lund har mødt flere bump på vejen end de fleste. Viljestyrken har heldigvis aldrig fejlet noget hos Marie, og det er da også dén, der har fået hende igennem de forskellige udfordringer, der har mødt hende i årenes løb.

“Jeg blev kørt ned, da jeg var 14 år og fik smadret hele den ene side af min krop, hvilket plantede mig i en kørestol i halvandet år, hvorefter jeg måtte jeg bruge krykker og gangstativ. Det tog mig næsten to et halvt år at komme på benene igen”, fortæller Marie Lund.

Efter ulykken fik Marie at vide, at hun aldrig ville blive i stand til at have et arbejde. Men Marie havde og har en viljestyrke, som gjorde, at hun nægtede at komme på førtidspension:

“Jeg tror et eller andet sted, at når nogen siger, at jeg ikke kan noget, så har min viljestyrke fået mig igennem en uddannelse som både det ene og det andet. Det har selvfølgelig været en kamp. Derfor tror jeg på, at hvis man vil, så kan man. Der er rigtig mange unge piger, der hr et bedre udgangspunkt, end mig, så hvis jeg kan, så kan de nok også godt.”

Efter 10. klasse gik Marie i gang med htx, men hun fik aldrig sin eksamen. I stedet valgte hun i nogle år at arbejde som ufaglært i faderens murerfirma, inden hun søgte ind på uddannelsen som anlægsstruktør og blev ansat som voksenlærling i entreprenørfirmaet MT Højgaard. I firmaet var der ud over Marie en enkelt kvinde i et betonsjak og et par kvindelige kranførere.

“Der er langt imellem de kvinder, som er ude på byggepladsen indenfor mit fag. Anlægsstruktør-arbejdet er hårdt for kroppen. Du håndterer jo nogle maskiner, som er store og kraftige, men det er ikke umuligt - heller ikke for en kvinde”, fortæller Marie, der også tog en uddannelse som kloakmester, mens hun arbejde hos MT Højgaard.

Da Marie på et tidspunkt fik konstateret en hjertefejl, valgte hun at sige sit job op, men i 2016 tilbød hendes firma, at hun kunne få en stilling som formand, så hun kunne slippe for det hårde arbejde på byggepladserne - og til dét takkede hun ja.

“Jeg er rigtig glad for at være formand og har egentlig ikke andre planer end at fortsætte med det. Jeg vil måske gerne læse noget jura, for det er noget, vi efterhånden bruger meget i vores byggeri. Men vi må vi se, hvad fremtiden bringer. Jeg ved bare, at jeg føler mig rigtig godt tilpas der, hvor jeg er nu”, fortæller Marie.

Kongen af byggepladsen

Som formand opholder Marie sig på byggepladsen fra start til slut af byggeriet, og afhængig af opgavens omfang kan hun have nok at holde styr på:

“Mit arbejde handler meget om kommunikation med alle mulige mennesker, som jeg skal have til at samarbejde, for at få byggeriet færdigt; mine egne folk, leverandører, dem der laver tegningerne af byggeriet og dem, der bestemmer, hvad der skal laves af ekstraarbejde. Derudover har jeg ansvaret for at sikre at beskrivelserne og tegningerne af byggeriet er korrekte og ellers kontakte rådgivere eller bygherrer og få rettet op, så det ikke sker fejl i byggeriet. På det aktuelle projekt i Brøndby har jeg nogle byggeplads-assistenter, en civilingeniør, en diplomingeniør og en projektchef, som tager sig af den overordnede økonomi. Men det er mig der udarbejder de gældende tidsplaner og følger opgaverne til dørs”, fortæller Marie.

Foto: Hannah Paludan Kristensen

Foto: Hannah Paludan Kristensen

Kvinder skaber stor værdi

Marie Lund er en del af Boss Ladies Ambassadørkorps, hvor hun sammen med andre kvindelige håndværkere tager rundt på folkeskoler og fortæller om deres uddannelse og arbejde, og det arbejde har stor værdi for både de elever, der får besøg, men også for byggefirmaerne, mener Marie:

“Hvis man kan sætte en trend hos firmaerne, at der faktisk er prestige i at have nogle kvinder ansat, tror jeg, at lige så snart de har fået dem indenfor døren, så finder de ud af, hvor stor en værdi, det egentlig har. Jeg tror, at de der tøser nok skal tage røven på dem. Jeg tror, det kommer til at eskalere. Når det første firma er gået foran og har vist, at det her vil vi gerne, så vil de andre også gerne. Men der er jo nogle fordomme i branchen, som hedder, at håndværk det er kun for mænd. Men lad os se, om ikke vi kan få lavet om på det, lyder det fra Marie Lund.

“Det sværeste er at vække interessen omkring et håndværksfag, som ikke er så kendt. Jeg tror ikke, der er ret mange piger, der tænker over, at de godt kunne tænke sig at komme ud og lave belægninger og sådan nogle ting. Det lyder som rigtig hårdt arbejde, og det er det også. Men med de hjælpemidler, vi har i dag, er det ikke så meget hårdere end at være bager for eksempel.

“Men man skal jo ville at tage udfordringen op, og man skal turde at tage den med, at der er fordomme, når man træder ind i et skur første gang. At man måske ikke kan, men så må man jo bare bevise, at man godt kan, hvis man har viljen”, mener Marie og fortsætter:

“Vi møder alle udfordringer, uanset hvilken stilling vi gerne vil have. Der kommer også nogle udfordringer i denne branche, men hvis man til gengæld viser, at man godt kan noget, så får man altså også en gensidig respekt og en ”familie” i det sjak, som man nu kommer ind i, som passer på en og som rigtig gerne vil lære fra sig”

Video: Arkil

 
Foto: Mette Sanggaard

Foto: Mette Sanggaard

Navn: Marie Bloch Hansen

Født: 1986

Uddannelse: Anlægsstruktør, o derefter videreuddannet som kloakmester.

Job: Formand i entreprenørfirmaet CG Jensen, Glostrup


Info

Anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger

Anlægs- og bygningsstruktøren lærer at bygge veje, bygninger og broer. Brolæggeren lærer at lægge fliser og brosten på fortov, i gågader, på pladser m.v.

En vigtig del af arbejdet er at vide, hvilke materialer du skal anvende. Du arbejder meget i beton og granit. Arbejdet er fysisk krævende.

Du lærer at udføre et arbejde, som både er sikkert og holdbart for vind og vejr. Du kan arbejde som ansat hos kommunen eller private byggefirmaer.

Kilde: Uddannelsesguiden, Undervisningsministeriet


 
 

Mød flere af de kvindelige håndværkere

 
Nina Groes