Mød Sandra


“Mine kollegaer væddede om, hvor lang tid jeg ville holde”

Sandra var kun 16 år, da hun begyndte på EUX-uddannelsen som tømrer. Planen var at bruge uddannelsen til at læse videre til arkitekt. Men på vejen fandt Sandra sit drømmestudie.

Sandra er høj og slank, går til gymnastik og cheerleading, og har hår, der er så langt, at hun kan sidde på det. Derfor gætter folk ofte på, at hun er frisør. Men i stedet for saks og kam, bærer Sandra rundt på en 15 kilo tung værktøjskasse - eller sin dametaske, som hun kalder den i sjov. I den kan man finde en skruetvinge, en tommestok og 30 forskellige skruetrækkere - alle sammen redskaber, der peger i retning af, at det kan være svært at dømme Sandra ud fra hendes udseende:

”Folk har svært ved at tro på, at jeg er tømrer, men måske er det i virkeligheden fordi de ikke kender nogen kvindelige tømrere, og ikke ved, hvad de skal forvente. Der er også kun 52 af os i alt i Danmark - så én skal jo være den første til at bryde med folks fordomme”

Mine kollegaer væddede om mig

Det har ikke altid været lige let for Sandra at være ligeglad med, hvad folk tænker. Da hun startede på tømreruddannelsen var hun kun 16 år, og var deraf også ung første gang, hun satte sine ben i en tømrervirksomhed, som lærling:

“Det første sted, jeg fik læreplads, indrømmede svendene (færdiguddannede håndværkere, der er ansat i en virksomhed), at de havde væddet om, hvor længe, jeg ville holde, da jeg startede. Nogle havde troet på 1 uge, andre 1 måned. Det gjorde først ret ondt at vide, at de syntes, jeg så uduelig ud, men lynhurtigt gav det mig blod på tanden, for jeg skulle bare vise dem, at jeg ikke var sådan én, der gav op. Så jeg gennemførte, og blev lærlingetiden ud”.

En ung tømrer med forkærlighed for antikke bygninger

Efterfølgende fik Sandra arbejde i en tømrervirksomhed i Næstved, hvor hun for alvor fik lov at prøve kræfter med at sætte gamle huse og møbler i stand, og hun trivedes med at puste nyt liv i de gamle genstande:

“Nogle af de fedeste opgaver har været dem, hvor jeg ikke lige med ét har kunne regne ud, hvordan de skulle løses, men så har måttet afsøge nogle af de helt gamle tømrerteknikker. Det er noget af en opgave at finde ud af, hvordan man kan konstruere en ny klokkestol til at bære kirkens tonstunge og århundreder gamle klokker 50 meter oppe i luften. Men det er også så tilfredsstillende, når opgaven er udført og man ved, at den vil sørge for, at klokkerne kan ringe flere hundrede år i fremtiden”, fortæller Sandra.

Et af Sandras yndlingsprojekter har været klokkestolen her, der skulle restaureres til Næstved Kirke og hejses med en truck op på kirkens tag. Foto: Privat

Et af Sandras yndlingsprojekter har været klokkestolen her, der skulle restaureres til Næstved Kirke og hejses med en truck op på kirkens tag. Foto: Privat

En selvstændig kvinde

Det var langt fra klart, da Sandra gik i folkeskole, at hun skulle være tømrer. Det var først da hun kom på efterskole, at hendes lærer luftede idéen og Sandra greb den, dog med det in mente, at hun skulle bruge uddannelsen til at blive arkitekt, og det viste sig at være en god idé:

“Jeg oplevede en fantastisk tilfredsstillelse ved at fremstille noget med mine hænder, og kunne slet ikke forestille mig at skulle være arkitekt, uden at kende meget bedre til de materialer, som man skal planlægge byggerierne ud fra. Så jeg fortsatte bare og blev ved med at gøre mig dygtigere og klogere på de mange byggematerialer”.

Arkitektdrømmen er dog ikke helt slukket, men foreløbig sat på pause. Indtil da går Sandra med iværksætterdrømme og masser af lyst til at dygtiggøre sig.

Sandra i færd med at skifte et vindue i et gammelt, smukt hus i Næstved. Foto: Privat

Sandra i færd med at skifte et vindue i et gammelt, smukt hus i Næstved. Foto: Privat

 
Foto: Linda Johansen, Fagbladet 3F

Foto: Linda Johansen, Fagbladet 3F

Navn: Sandra Jørgensen

Alder: 24 år

Bopæl: Næstved, født på Stevns

Uddannelse: EUX-tømreruddannelsen på EUC Sjælland. Færdiguddannet som tømrer i 2016.

Job: Selvstændig tømrer

Elsker: Gymnastik, dans og at bygge sine egne projekter som fx. bænke til haven, indbyggede reoler mv.


EUX

Med EUX kombinerer du din erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen.

Du tager en erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med din erhvervsuddannelse og opnår det, man kalder generel studiekompetence. Det betyder, at du har de samme muligheder for at læse videre som dem, der har gennemført en gymnasial uddannelse.

En erhvervsuddannelse med EUX er en særlig tilrettelæggelse af en erhvervsuddannelse, hvor du skal have fag på gymnasialt niveau.

Når du er færdig, kan du enten arbejde som faglært eller videreuddanne dig på samme vilkår som personer med gymnasial uddannelse.

Kilde: Uddannelsesguiden, Undervisningsministeriet


 
Sandra er ved at fastgøre konstruktionen oppe på kirkens tag, og håber at hun har lavet konstruktionen stærk nok, til at kunne bære én af de tonstunge klokker. Foto: Privat

Sandra er ved at fastgøre konstruktionen oppe på kirkens tag, og håber at hun har lavet konstruktionen stærk nok, til at kunne bære én af de tonstunge klokker. Foto: Privat

 
Et af Sandras egne projekter: en skræddersyet bænk til forhaven i genbrugstræ. Foto: Privat

Et af Sandras egne projekter: en skræddersyet bænk til forhaven i genbrugstræ. Foto: Privat


Mød flere af de kvindelige håndværkere

 
Nina Groes