Mød Nana


Nana sørger for rent drikkevand

Nana Holm Kristiansen er kvinde, spinkel af bygning og kun 160 cm. høj. Derfor var det måske ikke ligefrem skrevet i sten, at hun skulle arbejde med beton og kloakering. Der er dog ingen tvivl om, at hun er den helt rigtige til at sikre de bedste vilkår for miljøet og vores drikkevand, og for dette arbejde modtog hun sidste år Arkils Hæderpris.

Det er ikke mange kvinder i sigte, når Nana til daglig underviser på struktøruddannelsen på Learnmark i Horsens. Da hun startede som underviser, havde uddannelsen kun én kvindelig elev. Nu har den seks, og Nana håber, at flere piger vil få øjnene op for struktørfaget:

“Der er så mange fordele ved at vælge en uddannelse som struktør. Man får lov at gå og arbejde udenfor i solen, er i god kontakt med naturen, ser en masse nye steder, og så er det et fag, hvor man ikke går op i, hvordan man ser ud, og hvilket mærke, der sidder i tøjet.”

Vil redde miljøet

Selv er Nana en af de få kvindelige kloakmestre i Danmark, men hun har aldrig fortrudt, at hun valgte en vej, som ikke traditionelt tiltrækker kvinder:

“Jeg er virkelig stolt af at arbejde med et fag, der er så afgørende for vores miljø og for at sikre rent drikkevand til de næste generationer. Ikke mange mennesker tænker over, hvad der er under jorden, men uden ordentlig kloakering, kan spildevandet blive ledt ud i vores åer eller ned i vores grundvand, hvilket går hårdt ud over naturen, de mange dyr, der bor der, og mennesker, der f.eks. gerne vil kunne drikke rent vand fra vandhanen”, fortæller Nana.

Nana nægter at lade sig begrænse af sit køn, og har valgt uddannelsen som struktør uafhængigt af, hvad andre omkring hende mente eller rådede hende til:

“Jeg har længe vidst, at jeg ville være anlægsstruktør, og derfor blev jeg faktisk allerede færdiguddannet som 20-årig. Jeg ville gerne vise, at der er andet end den boglige vej. Hvorfor ikke komme ud og bruge sine hænder? Hvorfor ikke komme ud og få ting til at vokse frem? En hel lille by, der bliver bygget op fra bunden, fodboldbaner, der starter som en mark og bliver til den dejligste grønne plet fyldt med glade mennesker.”

Nanas arbejde med at kloakere i åbent landskab i Århus kommune. Foto: Privat

Nanas arbejde med at kloakere i åbent landskab i Århus kommune. Foto: Privat

Dynamisk hverdag

Nana elsker, at hun som håndværker kan gå udenfor hele dagen, nyde den skyfri blå himmel og den badende sol – og så endda få løn for det:

Det føles helt rigtigt for mig at få lov til at bruge mine hænder og mit hoved på én gang. Jeg kan godt lide at se på tegninger, beregne, planlægge og at se mine tanker udvikle sig efterhånden som dagen skrider frem”, fortæller hun.

Nana har arbejdet med alt fra motorvejsanlæg til mindre anlægsprojekter i private haver og har sideløbende fungeret som censor til erhvervsskolernes svendeprøver (afsluttende prøver). Hun elsker, at hendes job både er afvekslende og lærerigt, at dagene aldrig er ens, og at hun får lov til at opleve og arbejde så mange smukke steder i Danmark.

 
Foto: Arkil

Foto: Arkil

Navn: Nana Holm Kristiansen

Alder: 30 år

Bor i: Århus

Uddannelse: Anlægsstruktøruddannelsen på Århus Tech

Job: Underviser på struktør-uddannelsen på Learnmark i Horsens.

Elsker at: køre traktortræk. Nana har kørt siden hun var 10 år, og har nu også fået sin datter til at øve sig derhjemme med havetraktoren, så hun er klar til at være med i konkurrencen, når hun er gammel nok.


 
Nanas arbejde med at anlægge en golfbane i Ry. Foto: Privat

Nanas arbejde med at anlægge en golfbane i Ry. Foto: Privat

Video: Arkil


Mød flere af de kvindelige håndværkere

 
Nina Groes